Afstøbning af babyhånd til barnedåb, børnefødselsdag m.m.

Afstøbning af babyhånd til barnedåb, børnefødselsdag m.m.

DIY Pynt til barnedåb

Lav selv unikt bordpynt til barnedåb. Med alginat kan du lave de sødeste hånd- og fodafstøbninger af den lille ny, og med silikone kan du lave en form af de nuttede håndafstøbninger og lave x antal kopier du kan pynte bordet med. Afstøbningen kan bruges som pynt til borddækningen, men den kan også tjene et mere praktisk formål, nemlig som er sødt bordkort, hvor håndafstøbningen enten holder bordkortet eller navnet er skrevet direkte på afstøbningen. Du kan finde link til materialer og vejledning herunder.

 

Materialer:

Til selve hånd/fodafstøbningen

Til formen og de efterfølgende afstøbninger:

3D afstøbning af babyhånd og silikoneform af babyhånd

Trin 1 - alginatformen:
Start med at lave afstøbning af hånd eller fod. Du kan se i denne how-to-video, hvordan du kan lave afstøbning af babys fod.

Når du laver alginat afstøbning er det vigtigt at:

  • vandet har den korrekte temperatur (23 grader v. den hurtige alginat). Varmere vand resulterer i hurtigere proces og koldere resulterer i langsommere proces.
  • vandmængden er korrekt (1,35 l)
  • og at du blander hurtigt op (indenfor 45 sek fra at det første alginat rører vandet, men gerne hurtigere). Brug f.eks. elpisker til at blande det op.
  • banke let på formen for at hjælpe luftbobler til overfladen.
  • Hurtigt få barnets hånd eller fod i efter det er blandet op.

 

Trin 2 - Støbe med gips: I videoen her kan du bl.a. se hvordan du bedst undgår luftlommer og lufthuller, som altid er en del af udfordringen når man støber.

Luftlommer opstår når luften fanges i f.eks. fingerspidserne og det sker især hvis hånden har været holdt i en halvåben knytnæve med fingrene pegende opad. Undgå det var at putte lidt gips i af gangen, tip formen i retning af fingrene og bank/vibrer formen. Gør gerne dette af flere omgange.

Lad gipsen tørre i 2-3 timer og afform så forsigtigt afstøbningen.

Når gipsafstøbningen er helt hærdet op kan du med fordel lakere den med Colour Fix, så den bliver vandafvisende og let at tørre af for støv og fingermærker.

 

Håndafstøbninger i gips. 

 

Trin 3 - silikoneform: Skal du bruge mange håndaftryk kan du naturligvis vælge at lave rigtig mange alginataftryk, (bemærk at en alginatform ødelægges ved afformning og derfor kun kan bruges en gang,) men du kan også vælge at lave en silikoneform af din afstøbning og på den måde støbe mange af den fineste lille babyhånd eller fod, uden at din baby behøver at være med til processen mere end en gang.
Sandsynligvis vil du skulle lave en todelt silikoneform af afstøbningen.
Du kan se i videoen her, hvordan det foregår:

Valg af silikone: Afhængigt af om du har en afstøbning hvor fingrene stritter i alle retninger eller en knyttet næve, skal du vælge enten en blød formsilikone eller en medium formsilikone. Den bløde er bedst til de strittende fingre da den kan give sig lidt, hvor den medium er mere formstabil, og derfor mere fast når du støber i den.

 

Start med at finde det snit hvor det giver bedst mening at formen på din figur deler sig. Det skal være der, hvor der vil være mindst muligt modstand når du skal skille formen fra hinanden og tage afstøbningen ud. På afstøbningen af denne afrundede hånd giver det f.eks. bedst mening at snittet ligger langs siden af hånd og fingre.

Find en passende beholder at lave afstøbningen i, og læg nu modellervoks langs kanten af din afstøbning, og fyld ud til siderne i din valgte beholder (ligesom i videoen herover.)

Hvor meget silikone skal jeg bruge?
Du kan regne mængden af silikone ud allerede inden du bestiller. Find en kasse/beholder, hvor din afstøbning passer i med ca. 1 cm afstand til top, bund og sider. Regn kassens rummål ud (længde x bredde x højde). 1 liter svarer til 1000 cm3, og 1 kg silikone svarer til 8 dl/ 800 cm3.
Hvis din beholder f.eks. er 15 cm x 9 cm x 10 cm er kassens rummål 1350 cm3.
Herfra skal du nu fratrække afstøbningens rummål. Det kan gøres ved at sætte afstøbningen i et litermål, fylde det med vand, fjerne afstøbningen og aflæse forskellen. Måske fyldte hånden ca. 2,3 dl, svarende til 230 cm3.
Dette trækkes nu fra kassens rummål: 1350-230=1120 cm3.

Dividere dette med mængden af 1 kg silikone:
1120:800=1,4 kg silikone ville der skulle bruges til afstøbningen i dette tænkte eksempel.

Gipsafstøbning af hånd

Opblanding af silikone: Når du blander silikone op, er det ekstremt vigtigt at hærderen er blandet ordentlig ud i al silikonen. Er der noget det ikke har haft berøring med, hærder dette nemig ikke op. Ved at tilsætte lidt silikonefarve samtidigt med hærderen, kan du nemmere se at al silikonen er blandet op, da det er tydeligt om det har fået farve eller stadig er hvidt.

Undgå lufthuller: Vibrer/bank på silikonen umiddelbart efter opblandning og hæld den nu ud over dit emne højt oppefra i en tynd stråle, for på den måde at få luftboblerne ud af silikonen.

Silikoneformen laves af to omgange, hvor hver skal tørre 4-5 timer.

Når anden halvdel af formen er hærdet op, kan du gå igang med at støbe hænder til pynt til barnedåben.

Brug elastikker til at holder formen sammen når du støber.

silikoneform håndafstøbning

Trin 4 - støb i silikoneformen: Nu skal du igang med serieproduktionen. Fra tidligere ved du ca, hvor meget afstøbningen fylder (omkring 2 dl) og af 1 kg Ekstra stærk støbegips bliver der ca. 7 dl færdig gips. Derfor kan der af hver pose (i dette tilfælde) blive ca. 3 afstøbninger.

Du undgår lufthuller og luftlommer i afstøbningen på præcis samme måde, som da du lavede den oprindelig afstøbning af hånden.

God fornøjelse med projektet :-)

Håndafstøbninger i gips som bordpynt.

 

 

 

 

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar