Unik stenmur i køkken med modellerbar beton
Når hjemmet trænger til en makeover eller renovering, kan man nemt tænke i unikke løsninger med dekorationsbeton. Betonen kan modelleres direkte på den rå væg, og med silikonestamps eller håndkraft kan du lave lige den overflade du ønsker dig.
Det betyder at du kan lave ting som et kunstigt træ i hjørnet af stuen, kunstige træbjælker op af væggen, rå sten- eller klippevæg, i stuen, køkkenet m.m.
Da det gamle 60'er-køkken skulle udskiftes i en kollegas lejlighed, benyttede vi chancen for at give det vores eget touch og lave en del af væggen som en lidt rå stenmur. Til at starte med malede vi den grå med mange nuancer, men da køkkenet er lille gav det lysmæssigt mere mening at køre noget hvidt over. Og med MakeMake's Colour Fix og farvepigmenter er det nemt at skifte mening hvis man ønsker nye farver på sin klippe eller stenvæg, så det er bare at kaste sig ud i projektet!
Herunder finder du en vejledning til hvordan du kan give dig i kast med sådan et projekt.
Materialer:
- Dekorationsbeton
Hvor meget beton skal jeg bruge?
Som tommelfingerregel skal man bruge 18 kg beton til 0,9 m2 i 1 cm's tykkelse og afhængigt af hvad man skal lave eller f.eks. dybden på ens silikonestamp, har man måske bruge for at arbejde i tykkelser på mere end 1 cm.
- Evt. spartelbar silikone
Silikonestamps kan laves med MakeMakes spartelbare silikone.
Med dette kan du lave stamps af træ, bark, murværk, klipper eller lige den overflade du er faldet for.
- Colour Fix og farvepigmenter
Vælg mellem en bred palette af farver, og bland dig frem til andre nuancer, med MakeMakes udvalg af farvepigmenter. Colour Fix er et diffusionsåbent bindemiddel, som er vand- og akrylbaseret. Det trænger ind i sugende overflader, og malingen skaller derfor heller ikke lige af din nye unikke væg, samt den er nemmere at tørre af, (skulle der være en der lige synes de skal sprøjte kaffe op af væggen (: )
Colour Fix rækker ca til. 8 m2 pr. liter, men vær opmærksom på at det kan variere en del afhængig af overfladens struktur og hvor mættet malingen er.
Værktøj og andet:
- Afdækning til gulv
- Gummihandsker
- Spand
- Betonblander m. piskeris
- Murerske evt.
- Pensler, svamp og bøtter til maling
1. Start med at skrabe muren fri for tapetrester, så der er en ru overflade betonen kan hæfte på.
2. Bland betonen, ca. 1 liter vand til 5 kg beton - eksperimenter med om du ønsker betonen blødere eller hårdere. Husk handsker når du arbejder med beton.
Et godt startpunkt er at betonen skal være blød og modellerbar, uden at klistre til din handske - men hvis du vil have mulighed for at lægge betonen på væggen lidt hurtigere, kan det være en fordel at den er lidt blødere og klistrer lidt mere.
3. Læg beton på et område af væggen ad gangen i en størrelse, hvor du kan nå at bruge dit stamp på hele området inden beton 'har sat sig'.
Når du skal benytte dit silikonestamp er det vigtigt at betonen ikke er våd og klistret, da silikonestampet, så vil trække 'spidser' med ud, af beton der klistrer til stampet.
Enten kan man vente til betonen er tør i overfladen, eller man kan benytte køkkenrulle til lige at duppe overfladen inden man trykker sit silikoneaftryk ind i betonen.
Silikonestampet skal benyttes mens betonen er forholdsvis frisk, men du kan bliver ved med at præge overfladen med koste, børster og karveredskaber de næste 4-8 timer, hvis du ønsker det.
Det er denne egenskab ved betonen vi anvender når vi håndmodellerer f.eks. klippevægge. (Du kan se en video af processen her.)
4. Når betonen er lagt på hele væggen og aftrykket er lavet, er det bare at vente, men heldigvis hærder betonen hurtigt op, så du allerede kan gå igang med at male efter 24 timer!
Betonen tager en uges tid om at hærde til sin fulde styrke, men du kan sagtens gå igang med at male dagen efter.
5. Når du skal til at male, kan du overveje om det skal males ensfarvet for at nedtone væggen lidt, eller om der skal males i mange nuancer med mørkt i de dybeste kroge og så lysere og lysere ud af.
I det lille køkken i lejligheden startede vi med at arbejde med en masse dybde og grå nuancer, men måtte erkende at i det lille rum, fungerede det bedre med noget lidt mere ensfarvet og lysere, men dette er jo meget individuelt, og du kan lege med, hvad der fungere bedst for dig!
6. Hvis du vil arbejde med dybde, vil jeg anbefale at du starter med at male (særligt alle fordybninger) i en den mørkeste farve, og så med en svamp dupper med lysere og lysere maling, hvor du dupper en mindre og mindre procentdel af væggen, for hver nuance du lysner.
Evt. kan du slutte af med at drybrushe de yderste spidser i en lys nuance. Når du drybrusher, tager du en pensel med mange hår og blander lidt Colour Fix og godt med pigment og 'moser' op i penslen. Derefter maler du den næsten tør på gammel avis/pap eller andet. Når der næsten ikke kommer mere farve ud, kan du let køre penslen over væggen og lysne de yderste punkter.
7. Til sidst er der bare at nyde frugten af dit hårde arbejde og selvfølgelig svare på alle spørgsmålene fra venner og familie, hvorvidt du virkelig selv har lavet den fede væg og hvordan du har gjort. ;)
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.