Mangler du en unik udendørs dekoration til Halloween? Eller går du og drømmer - eller har mareridt - om et helt bestemt monster, der lige kunne pynte og skræmme i din have? Måske mangler du et materiale, du kan modellere store skulpturer med - som kan holde til alt slags vejr, år efter år…
DIY Halloween figur i dekorationsbeton
Med dekorationsbeton kan du selv modellere store havefigurer. Dekorationsbeton er en slags betonler, der blot skal blandes med vand, og så kan du gå igang med at bygge og modellere med det over en grundform af f.eks. styrofoam. Det er 3 gange stærkere end den gængse beton, og selvfølgelig frostsikker - hvis nu oktober skulle blive ekstra kold.
Med dekorationsbeton har du alle muligheder - lige fra at bygge små spøgelser over balloner til kæmpe monstre, der rager op over husets tag. Ambitionsniveauet kan sættes lige efter din lyst og fantasi og vi hjælper dig igang med vejledning og materialer lige her.
Find de nødvendige produkter lige herunder og en generel vejledning nederst på siden.
Halloween udendørs dekoration - vejledning
Materialer:
- Dekorationsbeton - 18 kg svarer ca. til 0,9 m2 i 1 cm tykkelse
- Flamingo eller andet til grundform/skelet
- Gummihandsker
- Fiber til beton - beregn 15 g pr. 18 kg beton til første lag beton
- Colour Fix
- Farvepigmenter
Værktøj:
- Flamingoskærer/varmekniv (evt.)
- Pensler
- Spand(e) til beton
- Betonblander
- Murerske / andet karveværktøj
- Evt. kost, stamps m.m. til at lave aftryk betonoverfladen.
1. Grundform
Start med at lave et skelet af din figur. Skelettet kan laves af flamingo, en ballon, plastik, hegnspæle, hønsetråd, PU-skum m.m.
Flamingo kan limes sammen med PU-skum.
Undgå levende materialer som træ, der står og arbejder (udvider sig og skrumper grundet fugt f.eks.).
Vær OBS på at eventuelle huller skal være ekstra store da der kommer 1-2 cm ekstra på når betonen lægges på.
2. Første lag dekorationsbeton - konstruktionslaget
Blandingsforhold: 5 kg beton til 1 liter vand - ca. - prøv dig frem for at finde den konsistens du foretrækker at arbejde med. Som udgangspunkt skal betonen være blød og modellerbar, og ikke klistre til handsken - for du har selvfølgelig handsker på når du arbejder med beton. ;)
Ofte foretrækker vi en lidt blødere beton til konstruktionslaget, da finish ikke er vigtigt, og vi så hurtigt kan lægge det på. Betonen er blød og modellerbar i ca. 45 minutter.
Fiber
15 gram fiber er passende til 18 kg beton. Vi tilsætter det typisk kun i første lag, og det er med til at øge betonens trækstyrke. Laver man sarte elementer kan man tilføre det i andet lag også, men skal du ridse og karve i din overflade, vil du ikke kunne lave pæne linjer med fiber i betonen.
Læg minimum 0,5 cm beton på hele figuren - gerne tykkere hvis din figur er større eller skal kunne holde til lidt ekstra.
Når du er færdig fugter du med vand og dækker den til med plastik. Lad figuren tørre minimum til næste dag inden du bygger videre.
3. 2. lag dekorationsbeton - dekorationslaget
Så blev det tid til det rigtigt sjove!
Bland dekorationsbeton med vand (5 kg til 1 liter ca. ligesom før) og læg 0,5-1 cm beton på. Fugt den tørre beton inden du lægger nyt på, for at undgå svindrevner i den friske beton.
Modeller dine detaljer op, og præg overfladen.
Lav f.eks. øjne ved at lave to kugler og 4 pølser af betonen. Placer kuglerne, der hvor du tænker øjnene skal sidde, og tryk dem flade. Placer nu pølserne langs top og bund, så de udgør øjnelåg og glat pølserne ud henholdvis opad og nedad, så du bevarer overgangen mellem øjenlåg og øje.
Lav nubret overflade ved at banke på betonen med en kost, eller karv ridser med en murereske. Du kan bruge alt muligt forskelligt til at præge betonens overflade. Noget er lettest at gøre mens betonen er forholdvis frisk (indenfor 45 minutter), mens andet kan være bedre at vente med til betonen har sat sig lidt, og f.eks. smulrer let når man karver i den.
Prøv dig frem og leg med det, eller find flere vejledninger i dekorationsbeton her.
Når du er tilfreds, fugtes betonen og dækkes med plastik. Tør minimum til næste dag.
4. Betonmaling
Bland din egen maling med Colour Fix og farvepigmenter.
Blandingsforhold m. naturfarvepigmenter: max 100 ml farvepigment til 250 ml Colour Fix.
Blandingsforhold med PRO pigmenter: 1 del farve til 10 dele Colour Fix - ca.
Blandingsforhold er vejledende og kan variere lidt afhængig af farven.
Ofte vil vi starte med en grundfarve, og efterfølgende bruge forskellige patineringsteknikker til at skabe dybde og skygger.
Tørretid: 15-30 minutter afhængig af mængde af maling, temperatur og hvor mange lag, der er malet på. Sørg for malingen er helt tør, inden du benytter patineringsteknikkerne herunder.
To gode patineringsteknikker
Dry brush-teknikken:
Bruges til at male det yderste af betonen, til f.eks. at lysne eller male med metalpigmenter.
Bland den ønskede farve op, men nøjes med en lille smule Colour Fix. Mos nu farven godt op i en pensel med mange hår, og mal derefter penslen næsten tør på et stykke flamingo, avispapir eller lignende. Når der næsten ikke kommer mere farve af penslen, begynder du at male din figur, og du vil se at det kun er det yderste, der får farve.
Beskidt afvaskning-teknikken:
Bruges til at få farve ind i revner og sprækker og lægge en hinde på det yderste - deraf navnet.
Dup en god klat maling rundt omkring på din figur, tør det ud (og af igen), så det kommer ind i alle revner. Tør evt. af med et stykke køkkenrulle til sidste. OBS. Tag et lille område ad gangen, da malingen tørrer hurtigt ind.
Tip: Støb dit eget ansigt med på skulpturen!
På eksemplet her har personen valgt at lave en afstøbning af sit ansigt og gøre til en del af figuren. Personen har først lavet en afstøbning af sit ansigt med gipsgaze og støbt med dekorationsbeton i gipsgazen. Efter 2-3 timer kan man forsigtigt fjerne gipsgazen, så det stadig er muligt at ridse op og bearbejde betonen. Herefter bliver det bygget med på figuren, som vist på billederne. Vær særligt obs på at det støbte ansigt stadig er skrøbeligt, mens du arbejder med det.
Find inspiration til en kreativ Halloween
Med MakeMakes materialer er mulighederne for kreativ udfoldelse endeløse. Vi har samlet Halloween inspiration - med vejledning - lige her, så du nemt kan finde dit næste Halloween projekt.